Sophia Nohr udgiver støttesang til fordel for Min Drømmedag

20. dec 2021

Sangerinde og sangskriver Sophia Nohr udgiver støttesang til velgørenhedsorganisationen ‘Min Drømmedag’, som giver alvorligt syge børn og deres familie en uforglemmelig dag fyldt med smil, eventyr og magi og vigtigst en pause fra hospital, læger og snak om sygdom.

Sophia skrev sangen ‘Stjerneskær’, da hun første gang blev spurgt, om hun ville optræde for prinsesserne på Gisselfeld Kloster. Prinsesserne var to piger med hver deres livstruende sygdom, der fik lov at opleve at være prinsesser for én dag, med egen hofdame, kjoler og fotograf og en masse flotte kager og gaver. Sophia fortæller om sangen:

“Den blev egentlig skrevet natten, inden jeg skulle optræde på Gisselfeld Kloster. Jeg var meget spændt på at skulle spille for prinsesserne, og var i syv sind over, hvad jeg skulle spille for dem, for der var ikke rigtig noget, som kunne rumme både eventyr, alvorlighed og håb på én gang, og det fyldte så meget i mig at jeg blev nødt til at sætte mig ned og skrive en sang til anledningen. Jeg blev både overrasket og glad over, hvor godt de alle tog imod sangen efterfølgende. Jeg var nemlig bange for, om den blev for mørk i stemningen, men jeg kunne ikke skrive den anderledes – alvoren skulle anerkendes.”

Efter Sophias optræden blev hun spurgt af stifter Marion Krobath Olesen om hun ville udgive sangen til ære for familierne og for foreningen. Det kickstartede en fundraising, hvor der blev samlet nok penge ind til, at Sophia og den anerkendte dansk/amerikanske producer og guitarist Noah Rosanes (producer for Nelson Can, Ida Gard, Johan Kolstrup, Simon Lynge m.fl) kunne indspille og producere sangen til udgivelse på samtlige musiktjenester.

Sophia Nohr

Sophia og Noah har i samarbejdet fundet frem til den lyd sangen har nu, med vægt på det drømmende og magiske ved hjælp af klokkespil spillet som melodi og også spillet omvendt for at give atmosfære. Der er brugt akustisk guitar spillet højt på gribebrættet, så det lyder som en spilledåse. I omkvædet er der lagt synthbas, der næsten lyder som en kontrabas spillet med bue og dertil et tungt beat for at give sangen punch og bevægelse. Det komplimenteres vokalt af et uh kor og Sophia Nohrs luftige og klare stemme, der synger “det er Stjerneskær og det fylder mig med håb.” En sætning der fik en helt særlig og alvorlig betydning til prinsessernes drømmedag på Gisselfeld Kloster, hvor Sophia optrådte med sangen for prinsesserne og deres familier. For håb er lige nøjagtig det som en dag fyldt med varme, glædestårer og ekstraordinære oplevelser der ikke handler om sygdom, giver familien. Sophia beskriver det således:

“Sangen skal afspejle håbet om at vi bliver okay på et tidspunkt, uanset hvad vi må igennem for at nå dertil. ‘Min Drømmedag’ giver folk omkring dem fornyet energi, familien noget andet at snakke om og barnet følelsen af at være noget helt særligt som den man er.”

Andre nyheder

Støt Min Drømmedag via donation af arv

Støt via Dokument 24 Du kan donere arv til os gennem oprettelse af dit testamente. Testamentet bliver gratis, når du skriver os ind i testamentet. Du vælger selv hvor meget arv, du ønsker at donere til os.   Vi håber, at du vil være med til at støtte børn med...

Støt os vha. Odendo

Støt os vha. Odendo

Køb og støt via Odendo På Odendo.dk kan du støtte Min Drømmedag, når du handler. Odendo er en socialøkonomisk virksomhed, hvor du gennem deres auktionsplatform kan gøre en god handel og samtidig støtte et godt formål med 5% af salgsprisen på de auktioner, du vinder....

Lad os holde kontakten

Hold dig opdateret på vores arbejde. Følg os på de sociale medier og tilmeld dig vores nyhedsbrev herunder. Du er også velkommen til at kontakte os på telefon eller mail.

Rødehusvej 90, 9560 Hadsund